Bøger
Mark Prædikener
Det nedbrudte hegn
Ordspr. 24, 30-32: "Jeg gik over en lad Mands Ager og over et uforstandigt Menneskes Viingaard; og see, den var aldeles løbet op i Tidsler, dens Overflade var skjult af Nelder, og Stengjærdet derom var nedbrudt. Da jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjerte; jeg saae til, jeg annammede en Lærdom."
Dette lade Menneske tilføiede ikke sine Medmennesker nogen Skade: han var hverken nogen Tyv eller Røver, heller ikke blandede han sig i Nogens Sager, Han blandede sig ikke i, hvad der vedkom andre Mennesker, thi han blandede sig ikke engang i, hvad der vedkom ham selv, - det krævede formegen Uleilighed. Han var ikke i nogen særlig Grad lastefuld; dertil besad han ikke Viljekraft nok. Han var et Menneske, som holdt af at tage sig Alting let. Han lod Alting gaae sin Gang, hvilket Tidslerne og Nælderne I hans Have noksom beviste. Hvad Nytte var det til at volde sig selv Bryderier? Om hundrede Aar vilde alting staae paa samme Maade: han tog derfor Tingene som de nu engang vare. Han var ikke noget slet Menneske, blev der sagt om ham; og dog, det vil maaskee vise sig, at der ikke gives værre Menneske, end den, som ikke er god, thi paa en vis Maade er han ikke engang god nok til at være slet; han er ikke i Besiddelse af tilstrækkelig Karakteerstyrke til at tjene enten Gud eller Baal. Han tjener simpelthen sig selv, idet han pleier sin egen Magelighed. Og dog er det hans Mening altid at gjøre det Rette. Bevares! han har ikke til Hensigt at sove synderlig længere, han vilde blot blinke lidt med Øinene endnu, saa vil han tage fat og vise hvad han kan udrette. Men det, han allerførst har i Sinde, er at være rigtig ivrig og indhente den Tid, har har spildt. Øieblikket til at handle kommer imidlertid aldrig, men han venter bestandig paa at det skal komme. Det er bestandig hans Hensigt at omvende sig, men han fremturer i sin Synd. Han tænkte paa at blive troende, men han døer vantro. Hans Mening var at blive en Kristen, men han lever uden Kristus. Han vakler imellem to Meninger, da han ikke gider gjøre sig den Uleilighed at bestemme sig; og saaledes omkommer han i lutter Opsættelse.
Denne Skrildring af den lade Mand, hans Have og Ager, overgroede med Nelder og Ukrudt, passer paa mangt et Menneske, der bekjendte at være en Kristen, men er bleven efterladende i de guddommelige Ting. Det aandelige er visnet i ham, han er falden fra, han er den aandelige Sundheds handlekraftige Tilstand henfalden til Uvirksomhed og Ligegyldighed for de Ting der angaae Gud; og da hans Hjerte er vanartet og al Slags Ondt er kommet ind i ham, er voxet op og har saaet sig selv i hans Indre, saa ville disse skadelige Væxter give sig til Tilkjende i hans daglige Opførsel. Steengjærdet, som værnede om hans Karakteer, er nedbrudt, og den ligger nu aaben og udsat for alt Ondt. Det er dette Punkt, vi nu ville tage under Overveielse: "Steengjærdet derom var nedbrudt."
Saa kommer da og lader os begive os paa Vandring med Salomon, og staae stille med ham, overveie og samle Lærdom, idet vi betragte dette nedbrudte Gjærde. Naar det er gjort, lad os da overveie Følgerne af, at Gjærderne nedbrydes; og lad os saa endelig tilsidst forsøge paa, at vække denne lade Mand, saa at hans Gjærde kan blive udbedret. Skulde denne lade Person træffe sig at være en af os, maatte da Guds uendelige Naade vække os, forinden det nedbrudte Gjærde har ladet en ødelæggende Skare af Laster faae Indpas hos os.
I. Lad os først betragte det nedbrudte Hegn.
Du vil have lagt Mærke til, at det fra Begyndelsen af har været et godt et godt, stærkt Hegn, thi det var muret op af Steen. Marker ere ofte omgivne af Plankeværker, der ere meget forgjængelige, eller af Hækker, som meget let gjennembrydes; men dette var af Steen. Saadanne ere meget almindelige i Østerland, ligesom ogsaa i nogle af vore Landsogne, hvor de have Overflod af Steen. Det var et godt Værn til at begynde med, og det lukkede godt for den kjønne lille Eiendom, som var falden i saa daarlige Hænder. Denne Mand eiede en Ager, der var bestemt til at opdyrkes, og dernæst endnu en Strimmel Jord passende til en Viingaard eller Have. Jorden var frugtbar, thi den frembragte Torne og Nelder i Mængde, og der hvor disse groe, kan der frembringes bedre Sager; men den Dovne tog ikke vare paa sin Eiendom, men lod Hegnet forfalde, og Stenene faldt ud paa mange Steder.
Lad mig nævne nogle af de Hegn som Menneskene lade falde sammen, naar de selv falde fra.
Sunde Grundsætninger ere i mange Tilfælde blevne os indpodede i Ungdommen, men disse ere atter glemte. Hvilken Velsignelse er dog ikke en kristelig Opdragelse! Vore Forældre have baade ved deres Overbeviisning og ved deres Exempel givet mange af os rene og gode Lærdomme, der have et godt Lov paa sig. Deres Levnet lærte os, hvordan det bør os at leve. De aabenbarede os Ogsaa Guds Ord og lærte os Retfærdigheds Veie baade Overfor Gud og Mennesker. De bade for os, og de bade med os, saalænge indtil alle de guddommelige Ting vare stillede op omkring os og indesluttede os som med en Muur.
Det har aldrig været muligt at slippe bort fra de første Indtryk, vi have modtaget; selv i vor Omflakkens Dage, forinden vi lærte Herren at kjende som vor Frelser, havde disse Ting en heldbringende Indflydelse paa os; vi bleve holdte tilbage, naar vi vilde gjøre noget Ondt, vi bleve hjulpne, naar vi kæmpede for at naae Kristus. Det er tilvisse sørgeligt, naar Folk tillade, at disse første Grundsætninger blive rokkede og fjernede liig Stene, der falde ud af den beskyttende Muur. Unge Mennesker begynde med at tale letsindigt om deres Forældres gammeldags Begreber. Efterhaanden er det ikke blot det gammeldags i Anskuelserne, men selve Anskuelserne, som de foragte. De søge andet Selskab, og af dette andet Selskab lære de intet andet end Ondt. De søge Glæde paa Steder, som det er deres Forældre en Rædsel at tænke paa. Dette fører til noget endnu værre, og om de ikke bringe deres Faders graae Haar med Sorg i Graven, da er det ikke deres Skyld. Jeg har kjendt unge Mennesker, der i Sandhed vare Kristne, falde sørgelig fra derved, at de bleve forledte til at ændre, skjule eller forandre de hellige Grundsætninger, hvori de vare oplærte fra Barnsbeen af. Det er en stor Ulykke, naar Mennesker, der vedkjende sig at være Omvendte, blive ubefæstede, ustadige og lade sig omdrive af enhver Lærdoms Veir. 1) Det vidner om stor aandelig Ufuldkommenhed og Usundhed i Hjertet, naar vi kunne spøge med disse alvorlige og ophøiede Sandheder, som ere blevne helligede ved en Moders Taarer og ved en Faders strænge Vandel. "Jeg er Din Tjener," siger David 2), "og Din Tjenestekvindes Søn." Han følte det som en stor Ære og tillige som et helligt Baand, der bandt ham til Gud, at være Søn af En, Som fortjente at kaldes Guds Tjenestekvinde. Vogt Dig, De som har faaet en kristelig Opdragelse, at Du ikke driver Spøg dermed. "Min Søn, bevar Din Faders Bud, og forlad ikke Din Moders Lov, knyt dem til Dit Hjerte for stedse, bind dem om Din Hals." 3) En Beskyttelse for Karakteren ligger ogsaa i den Kjendsgjerning, at grundige Lærdomme ere blevne givne os. Dette er et herligt Hegn! Mange af os ere blevne underviste i Guds Naades Evangelium, og de have lært det godt, saae at de ere istand til at stride tappert for den Tro, som engang er overgiven de Kristne. Lykkelige de, hvis Gudsfrygt er grundet paa en klar Erkjendelse af de evige Sandheder. En Gudsfrygt, som er blot og bare Nidkjærhed, uden synderlig Lærdom, kan være tjenlig til en kortere tid; men for et stedsevarende Livsformaal udfordres Kjendskab til hine store Læresætninger, som danne Grundlaget for Evangeliets Lære. Jeg skjælver, naar jeg hører et Menneske opgive een for Evangeliets levende Grundsætninger og gjøre sig til af sin frisindethed. Jeg hører ham sige; "Dette er nu mine Anskuelser, men Andre kunne jo derfor ogsaa have Lov til at have deres." Dette er en meget betegnende Udtryksmaade, naar Talen er om blotte "Anskuelser", men vi bør ikke udtale os saaledes om selve Sandheden, som den er os aabenbaret af Gud: den er kun een og urokkelig, og Alle ere forpligtede til at modtage den. Det er ikke Din personlige Anskuelse af Sandheden - thi det er en overmaade uklar Ting - men selve Sandheden, som vil frelse Dig, dersom Du omfatter den i Troen. Jeg skal gjerne opgive min Maade at fremstille en Læresætning paa, men ikke selve Læren. Den Ene kan udtrykke den paa een, en Anden paa en anden Maade; men selve Sandheden bør aldrig opgives. Bredkirkeligheden 3) berøver os Alt hvad der ligner Vished og Bestemthed. Jeg kunde have Lyst til at spørge en eller anden stor Mand, hørende til dette Samfund, om han mener, at der findes en eneste Lære i den hellige Skrift, som det vilde være Umagen værd at dø for, og om Martyrerne ikke vare store Taaber, at de lode deres Liv for Anskuelser, som kunne være rigtige, men ogsaa urigtige. Bredkirkeligheden er en Nedbrydelse af Hegn; den lader Djævelen og hele hans Yngel komme ind og volder Guds Menighed uberegnelig Skade, om der ikke sættes en Stopper derfor. Løshed i Troessager volder ethvert Menneskes Sjæl stor Fortræd.
Vi høre ikke til de Snæverhjertede, men det var da ikke det værste om man benævnede os saaledes. Jeg mødte forleden en Mand, som blev beskyldt for Snæverhjertethed. Jeg sagde til ham: "Ræk mig Deres Haand, gamle Kammerat! Jeg kan nok lide nu og da at støde paa den Slags Skabninger, thi de blive sjældnere og sjældnere nutildags, og det Stof, hvoraf de ere dannede, er saa godt, at dersom der var mere af det, vilde vi maaske atter faae nogle fiere Mænd at see, og færre Bløddyr." I den senere Tid seer mant kun faae Mennesker, der have en ordentlig Beenbygning; Fleertallet høre til Bløddyrene Jeg har oplevet Tider, hvor jeg var tilbøilig til at sige: "Vær mere frisindet og kast alt Snæversyn bort!" men nu nødes jeg til at tale i en anden Tone og raabe: "Hold fast paa Sandheden." Den Tro, som fordum blev overleveret til de Hellige, er saameget mere tillokkende for mig nu, fordi den kaldes snæverhjertet, thi jeg er kjed af den Slaphed, som kommer af de nedbrudte Hegn. Der gives visse urokkelige Sandheder og engang fastsatte Troessætninger; vee Dig, om Du tillader disse Hegn at falde ned. Jeg er bange for, at de Lade udgjøre et talrigt Samfund, og at de kommende Tider ville komme til at sørge over den Slaphed, som har vundet Bifald hos denne forsømmelige Slægt.
Et andet Hegn, som altfor ofte er blevet forsømt, er det, som er reist af vedtagne gode Skikke: den Lade finder sig i, at dette Hegn nedbrydes. Jeg vil nævne nogle af Vogterne for vor Livsandel og vor Karakter. En saadan er den sædvane at bede i Eenrum. Dette burde regelmæssig skee idetmindste Morgen og Aften. Vi kunne ikke undvære bestemte Tider, i hvilke vi nærme os til Gud. At betragte Menneskenes Ansigter forinden man har staaet Ansigt til Ansigt med Gud, er overmaade farligt: at gaa ud i Verden uden at have aflaaset Hjertet og givet Gud Nøglen dertil, er at lade det staa aabent for alleslags aandelige Landstrygere. At lægge sig til Ro ligesom et Sviin ruller sig sammen i sin Sti, uden at takke Gud for den forløbne Dags beviste Naade imod os, er skammeligt. Aftenbønnen burde opsendes ligesaa varmt og inderligt, som Glæden og Hyggen om Aftenen ved Arnestedet har været stor: vi burde saaledes ty ind under Menneskenes Opholders Vinger. Man kan sige: "Vi kunne bede til hvilkensomhelst Tid det skal være." Jeg veed vel, at man kan det: men jeg er bange for, at de som ikke bede til fastsatte Tider, overhovedet sjeldent bede. De, som bede til bestemte Tider, er snarest dem der ere istand til at bede til alle Tider. Det aandelige Liv bryder sig ikke om at støbes i en regelret Form, men da Livet selv giver sig en eller anden Form, vil jeg ønske, at I maae være ligesaa omhyggelige for dets ydre Skikkelse, som for dets indre Styrke. Taal aldrig, at der gjøres noget stort Brud paa det Hegn, som er Eders vanlige stille Bøn i Eenrum.
Jeg gaaer et Skridt videre: jeg troer, at der gjemmes en betydelig skjærmende Magt i Huusandagten, og jeg er høilig bedrøvet over at vide, at der gives saa overmaade mange kristne Familier, som forsømme den. Der var en Tid, da Pavedømmet intet udrettede i England, fordi det kun formaaede at frembyde Skyggen af, hvad kristne Mennesker iforveien besad. "Hører Du Kirkeklokken ringe om Morgenen?" "Hvorfor mon den ringer?" "For at man skal gaae i Kirke og bede." "Jeg behøver i Sandhed ikke at gaae i Kirke for at bede," sagde Puritaneren. "Jeg har samlet mine Børn omkring mig, og vi have læst et Stykke af den hellige Skrift, holdt Bøn og sunget Lovsang, vi have en Kirke i vort Huus." Saa, nu lyder Klokken atter om Aftenen. "Hvad betyder det?" "Ih, det er jo Vesperklokken!" Den gode Mand svarede, at han havde ikke nødig at trave en Miilsvei eller to for den Sags Skyld; hans Aftengudstjeneste var bleven holdt ved hans eget Bord, hvis Hovedprydelse var den store, tykke Bibel. Man indvendte, at der kunde ingen Gudstjeneste finde Sted uden en Præst, men han svarede hertil, at ethvert gudfrygtigt Menneske burde være Præst i sit eget Hjem. Saaledes have gudfrygtige Kristne tilbageviist Præstedømmets Overgreb og opretholdt Troen fra Slægt til Slægt. Huusandagt og Prædikestolen ere, med Guds naadige Bistand, Protestantismens Hegn, og det er min Bøn til Gud, at de ikke maae nedbrydes.
Et andet Hegn til Beskyttelse for Gudsfrygt er de ugentlige Aftengudstjenester. Jeg har iagttaget, at hos Folk, der forsømme de ugentlige Aftensgudstjenester, bortveires let deres Gudsfrygts Styrke. Jeg taler ikke om dem, hvis Pligter afholde dem derfra, som for Exempel beskjæftige sig med Sygepleie, Landbrugsarbeide og anden Gjerning, eller om Tjenestetyende og andre Ligestillede; der gives Undtagelser fra enhver Regel; men jeg mener saadanne, som godt kunde indfinde sig, om deres Hu stod dertil. Naar Folk sige: "Det er nok for mig, at jeg skal plages med Prædikenerne om Søndagen; jeg føler ingen Lyst til at begive mig hen til Bønnemøder, Forelæsninger og lignende," - da ligger det tydeligt nok for Dagen, at de ingen Smag have for Ordet; og dette er tilvisse et daarligt Tegn. Om Du end har en Stump Hegn stillet op til Beskyttelse for Søndagen, men seks Gange saa stort et Stykke Jord ligger ubeskjærmet, saa troer jeg, at Satans Kvæghjord snart vil trænge ind og anrette saamegen Fortræd, at der ingen Ende er paa det. Tag da ogsaa vare paa Bibellæsningens Hegn, og underholder Eder ofte med hverandre om de Ting, som høre til Guds Rige. Hold Samfund med de gudfrygtige, og beraad Dig med Gud; Du vil da med den Helligaands Bistand opretholde et stærkt Hegn imod Fristelserne som ellers ville drage ind paa Din Sjæls Ager og opsluge alle gode Frugter.
Mange have fundet et beskyttende Hegn for det daglige Livs Ager i aabenlyst at bekjende deres Tro for Menneskene. Jeg taler til Eder, som ere rette Troende, og jeg veed, at I ofte have fundet en god Beskyttelse deri, at man er kjendt og anerkjendt som Kristi Efterfølgere. Jeg har aldrig fortrudt - og skal aldrig fortryde den Dag, da jeg vandrede ud til den lille Flod Lark, i Cambridgeshire, og blev begravet med Kristus i Daaben. Heri handlede jeg imod alle mine Venners Anskuelser, hvilke jeg ærede og agtede, men jeg havde selv læst mit græske Testamente, og følte mig forpligtet til at lade mig døbe paa min Troesbekjendelse, og jeg blev det. Ved denne Handling sagde jeg til Verden: "Jeg er afdød for Dig, og begravet fra Dig med Kristus, og jeg haaber for Fremtiden at leve et gjenfødt Liv." Den Dag fulgte jeg, ved Guds Naade, samme Fremgangsmaade som den Feltherre, der med det Forsæt at kæmpe mod Fjenden saalænge indtil han vandt Sejr, brændte sine Skibe for at afskjære sig selv fra enhver Mulighed for at gaae tilbage. Jeg troer, at en høitidelig Bekjendelse af Kristus for Menneskene er et Hegn, der holder os selv i Tømme, og holder dem ude, som haabe paa at drage os over til sig. Ganske vist, det er kun en Hæk og kan ikke tjene til Hegn om en Ager fuld af Ukrudt; men, hvor der skal gro Hvede, der har et Hegn meget at sige. Du, som indbilder Dig, at Du kan høre Herren til, og dog ligger aaben som en uindhegnet Mark, tager storlig feil; Du bør afsondre Dig fra Verden og lyde den Stemme, som siger: "Gaaer ud fra den, og afsondrer Eder!" 4) Løftet om Frelse er givet det Menneske, som troer af Hjærtet og bekjender med Munden. Siig med Kjæskhed: "Lad andre gjøre, som de ville; jeg og mit Huus, vi ville tjene Herren." Derved kommer Du ud paa den rette Vei, og stiller Dig under Pilgrimmenes Herres Beskytter; han vil tage vare paa Dig. Ofte, naar Du paa en og anden Maade har været nølende, vil Du sige: "Mine Løfter til Herren binde mig: hvorledes skulde jeg kunde unddrage mig dem?" Jeg beder Dig da, reis Hegnet op og hold det vedlige, og er det nogetsteds ved at falde ned, saa reis det atter op og lad det kjendes af Din Opførsel og Din Tale, at Du er en Kristi Efterfølger og ikke skammer Dig ved at vedkjende Dig det.
Hold fast ved Dine religiøse Grundsætninger som en Mand, og bøi ikke af for Vindings Skyld eller for at vinde Anseelse. Lad ikke timeligt Gods bryde Hul i Dit Hegn, thi jeg har kjendt Nogle, som lode et saa stort Stykke staae aabent, at et Kjøretøi kunde komme der igjennem, for at rige Verdslige kunde komme ind og holde dem med Selskab. De, som svigte deres Grundsætninger blot for at gjøre Mennesker til Behag, ville til Slutningen kun agtes ringe, men den som er trofast, skal have den Ære, som kommer fra Gud. Giv vel Agt paa dette den standhaftige og vedholdende Troes Hegn og Du vil finde stor Velsignelse derved.
Der er dog endnu et Hegn, som jeg vil omtale, nemlig Karakteerfastheden. Vor hellige Tro lærer Mennesket at være bestemt i hvad der angaar Kristi Sag, og resolut til at aflægge onde Vaner. "Dersom Dit Øie forarger Dig" - mon Du skal tage en Skjærm for det? Nei: "riv det ud!" hedder det. Forarger Din Haand Dig, - mon Du skal holde den i et Klæde? Nei: "hug den af og kast den bort!" Sand Gudsfrygt gaar meget grundigt tilværks med hvad den anbefaler. Den siger til os: "Rør ikke ved noget ureent" Men Mange ere saa efterladne i Henseende til Guds Veje, at de slet ikke have nogen Villie selv. Daarlig Omgang frister dem, og de kunne ikke sige: "Nei!" De trænge til et Hegn af lutter Nei. Hver Steen i det er "Nei! Nei! og atter Nei!" Hav Mod til at staae ene! Bestem Dig til at holde Dig nær til Kristus! Tag den alvorlige Beslutning, ikke at tillade Dig Noget i Dit Liv, hvor fordeelagtigt og behageligt det end monne være, saafremt det vilde vanære Jesu Navn. Vær ufravigelig tro, haardnakket hellig, urokkelig ærlig, fortvivlet aabenhjertig, standhaftig redelig. Dersom Guds Naade reiser Hegnet omkring Dig, da vil selv Djævelen føle, at det er umuligt at komme ind, og han vil klage til Gud: "har Du ikke sat et Hegn omkring ham ?"
II. Jeg har nu længe nok ladet Dig betragte Hegnet udenfra, lad mig nu byde Dig at træde indenfor, og lad os i nogle Øieblikke overveie Følgerne af et nedbrudt Hegn.
For at sige det i al Korthed, saa er først Grændseskjellet borte. Disse Grændselinier, som vare fastsatte ved gode Grundsætninger, der vare indgivne et Menneske ved gudfrygtige Sædvaner, ved aaben Bekjendelse og fast Beslutning, ere forsvundne, og Spørgsmaalet stiller sig nu saaledes: er han en Kristen eller ikke? Hegnet er i den Grad nedbrudt, at han ikke veed, hvad der er hans Herres Eiendom og hvad der er en aaben Fælled: i Sandhed, han veed ikke hvorvidt han hører med indenfor den kongelige Eiendom, eller om han er blevet udenfor som en ufrugtbar Deel af Verdens Eiendom. Dette kommer af, at Hegnene ikke ere holdte vedlige. Dersom dette Menneske havde holdt sig nær til Gud og vandret rettelig, dersom Guds Aand rigelig havde hvilet over ham, i et helligt Levnets Agtpaagivenhed paa Gud, da vilde han have vidst, hvor Grændseskjellet var, og han vilde have vidst Beskeed om, hvorvidt hans Besiddelse laae i den hellige Kristenheds Sogn, eller i den Egn, der kaldes Ingen Mands Eiendom, eller i det Distrikt, hvor Satan er Godsherre. Jeg hørte forleden fortælle om en kristelig gammel Kvinde, som, da hun var Døden nær, blev anfægtet af Djævelen; hun slog efter Fjenden med Fingrene paa sin milde Maade og jog ham paa Flugt med de Ord: "Udvalgt! udvalgt! udvalgt!" Hun vidste, at hun var udvalgt, og hun ihukom, at der staar skrevet: "Herren true Dig Satan! han, som udvælger Jerusalem." (Zachar.3,2.) Naar Hegnet staar urørt rundt om Ageren, kunne vi modstaae Djævelen ved at bede ham om at lade Herrens Eiendom staae. "Bort! See Dig om andensteds. Jeg hører Kristus til, ikke Dig." For at kunne gjøre det, er det nødvendigt at holde Hegnet godt vedlige, saa at Grændselinien er tydelig, og Du kan sige: "Vogt Dig, Overtræder!" Viig ikke en Haarsbred for Fjenden, men gjør Hegnet end høiere, jo mere han anstrænger sig for at trænge ind. O, at denne Fjende dog aldrig maa finde nogen Aabning, som han kan smutte ind af.
Dernæst er Beskjærmelsen borte, saasnart Hegnet er gjennembrudt. Naar Hegnet omkring et Menneskes Hjerte er gjennembrudt, ville alle hans Tanker gaae vild og begive sig op paa Forfængelighedens Høider. Tanker maae omhyggelig sættes i Fold ligesom en Flok Faar, ellers ville de løbe deres Vei inden man veed et Ord deraf. "Jeg hader forfængelige Tanker", siger David (Ps.119,113), men lade Mennesker kunne være sikkre paa at have fuldt op af dem, thi det er umuligt at holde Dine Tanker fra Forfængelighed, med mindre Du tilstopper hver en Aabning og hver en Dør. Hellige Tanker, trøstefulde Betragtninger, fromme Længsler og naaderigt Samliv med Gud, alt dette vil forsvinde og forlade os, saafremt vi efterladende lade Hegnet komme i Forfald.
Dette er imidlertid ikke Alt, thi der hvor noget Godt slipper ud, der slipper noget Ondt ind. Naar Hegnet er borte, anseer enhver Forbigaaende det for en Opfordring til at komme ind. Du har ladet en Dør staae aaben for ham, og han kommer ind. Findes der Frugter? Saa afplukker han dem naturligviis. Han gaaer omkring, som var det paa offentlig Plads, og han gjør Bytte overalt. Findes der en skjult Krog i Dit Hjerte, som Du vilde forbeholde Kristus? Satan eller Verden ville trænge derind; og kan det undre Dig? Enhver Geed, der kommer forbi, enhver omstreifende Oxe eller forvildet Æsel undersøger den spirende Sæd og ødelægger mere end den spiser, og hvem kan fortænke disse Skabninger den, naar Aabningen er saa stor? Alle Arter af onde Lyster, Tilbøieligheder og Forestillinger ville plyndre et ubefæstet Hjerte. Det er til ingen Nytte, at Du siger: "led os ikke udi Fristelse!" Gud vil sikkert høre Din Bøn og ikke lede Dig deri; men Du leder Dig selv deri, Du frister Djævelen til at friste Dig. Dersom Du blotter Dig selv for onde Paavirkninger, da krænkes Guds Aand, og han vil lade Dig høste Følgerne af Din Daarskab. Hvad mener Du min Ven? Var det ikke bedre, om Du strax tog vare paa Dine Hegn?
Saa er der endnu det slemme, at Eiendommen vil forsvinde. Nei, hvordan skulde det vel kunne skee? siger Du. Fordi et Hegn falder ned, som er reist omkring en Eiendom i England, mister Eieren den dog ikke derfor; men mangfoldige Steder i Palæstina ligge Eiendommene skraanende opad Høidedragenes Sider, og hver Smule Jordsmon er afdeelt i Terrasser, som støttes og holdes oppe ved Hegn. Naar disse da falde ned, styrter Jorden udover, den ene Skraaning falder ud over den anden og Viinstokke og Træer følge med; saa kommer Regnen og skyller Jorden bort, og der bliver intet andet tilbage undtagen de nøgne Klipper, som ikke give saamegen Føde af sig som til en lille Fugl. Paa samme Viis kan et Menneske i den Grad forsømme sig selv og forsømme de Ting, som angaae Gud, blive saa skjødesløs og ligegyldig for Læren og for et helligt Levnet, at han mister Evnen til at gjøre det Gode, og baade hans Sind, hans Hjerte og hans Aandskraft synes at være forsvunden. Profeten siger: "Ephraim er en enfoldig Due, uden Hjerte;" 5) der gives store flokke af slige enfoldige Duer. Et Menneske, som spøger med sin Gudsfrygt, spøger med sin egen Sjæl, og vil snart udarte saaledes til at drive Spøg med Alting, at han vil føle sig utilbøielig til al alvorlig Tænkning og ude af Stand til nogetsomhelst Nyttigt. Jeg paalægger Eder indstændig, kjære Venner, at være strængt sanddrue baade imod Eder selv og imod Gud. Hold fast ved Eders Grundsætninger paa den onde Dag. Nu, da alle Ting synes at skulle blive til Mudder og Snavs, og gudfrygtige Tanker synes i al Stilhed at glide ud og smutte bort og sænke sig lig en slimet Flod i Vantroens døde Hav, seer da til at bygge et stærkt Hegn om Eders Liv, om Eders Tro og om Eders Karakteer. Staar faste, og naar Alt er gjort, bliver da staaende! Maatte Guds den Helligaand da gjøre, at I blive rodfæstede og grundfæstede, opbyggede og stadfæstede, faste og bestyrkede, "aldrig kastende Eders Frimodighed bort, som har en stor Belønning." 6)
Til Slutning ønsker jeg, om jeg kunde, at vække den Lade. Jeg havde ret Lyst til at kaste en Haandfuld Gruus op paa hans Vindue. Det er Tid at staae op, thi Solen har alt tørret Duggen. Han forlanger "et lidet Blund endnu." Min gode Ven, dersom Du tager Dig et lille Blund endnu, vil Du aldrig nogensinde lukke Dine Øine op mere, forinden Du slaaer dem op i en anden Verden. Vaagn op strax! Skynd Dig ud af Din Seng, forinden Du kvæles i den! Vaagn op! Seer Du ikke hvordan det er fat med Dig? Du har ladet Alting skjøtte sig selv saalænge, indtil Dit Hjerte er bevoxet med Synder ligesom Ukrudt. Du har forsømt Gud og Kristus saalænge, indtil Du er bleven verdslig, syndefuld, skjødesløs, ligegyldig, ugudelig. Jeg mener nogle af Eder, som engang bleve benævnede ved et helligt Navn. I ere komne til at ligne de verdsligsindede og ere næsten lige saa langt fra at være, hvad I burde være, som de, der ikke have bekjendt sig til noget. Betragt engang Eder selv, og see hvad der er kommet ud af Eders forsømte Hegn! Betragt saa engang nogle af Eders Medkristne, og see, hvor flittige de ere! Betragt Mange af dem, som ere fattige og ulærde, og dog udrette de langt mere for Kristus end i gjøre. Tiltrods for Eders Talenter og den gode Leilighed, i have havt til at tjene Herren, ere i unyttige Tjenere, der lade Alting gaae tilgrunde. Var det ikke paa Tiden, om i toge Eder sammen? Betragt saa atter Andre, der ligesom I meente at vaagne om en kort Stund. Hvad er der bleven af dem? Ak, de ere faldne i store Synder, og have vanæret deres Karakteer, og ere udstødte af Guds Menighed; endskjønt de kun ere gaaede lidt videre end I. Eders Hjertes Tilstand er ikke meget forskjellig fra deres; og blive I fristede, som de ere blevne det, saa ville I sagtens lide Skibbrud ligesom de. O, vogter Eder, I som sove! en efterladende Bekjender er istand til alting. En efterladende Bekjenders Hjerte er Tønder for Djævelens Fyrtøi: indbyder ogsaa Eders Hjerte saaledes Fristelsens Gnister?
Betænk sluttelig den Herres Jesu Kristi Komme! Skal han komme og finde Eder sovende? Husk paa Dommen! Hvad vil I sige til Eders Undskyldning for de Leiligheder, I have ladet gaae unyttede hen, for den spildte Tid og for de Talenter, som I have ligesom knyttet ind i et Tørklæde, naar Herren kommer?
Hvad Dig angaar, min uomvendte Ven, gaar Du drømmende igjennem Verden, og tager slet ikke vare paa Dit Hjertes Tilstand, da vil Du uden al Tvivl blive et fortabt Menneske. Den Lade har aldeles intet Haab, thi, "naar den Retfærdige næppe kan blive frelst," han, som dog bestræber sig for at tjene Herren, hvordan vil da de kunne bestaae, som vedblive at sove tiltrods for Guds Kaldelse? Frelsen er ene og alene af Naade, som Du vel veed. Men Naaden arbeider aldrig i Menneskenes Sjæl ligeoverfor Søvnagtighed og Ligegyldighed; den tjener Nidkjærhed, Agtpaagivenhed, Inderlighed, Iver, Selvopoffrelse. Gud skjænke os den Helligaands Bistand, paa det at alle Ting maae blive ordnede paa rette Maade, Synder oplugede med Rode af Hjertet og det hele Menneske beskytte ved Naadens Helliggjørelse mod de Ødelæggere, som snige sig om i Haab om at kunne slippe over, hvor Hegnet er lavt. O Herre, husk paa os i Din forbarmende Naade, gjord os med Din Kraft, og hold os borte fra Ladhed, som vilde udsætte os for det Onde, for Jesu Kristi Skyld, Amen!
1) Efes. 4,14.
2) Ps. 116,16.
3) Den "bredkirkelige" Retning indenfor den engelske Statskirke er ikke noget egentlig kirkeligt Parti (som den høikirkelige og lavkirkelige), men derved betegnes en Retning, der i Modsætning til al Partidannelse tilstræber et bredere Grundlag for Troen og en videre Synskreds; den beskylder baade "Høikirken" (den strængt kirkelige Retning) og "Lavkirken" for Snæverhjertethed og Overdrivelse. O.A
4) 2. Kor. 6, 17.
5) Hos. 7, 11.
6) Hebr. 10, 35.
|