Bøger
Lignelsen om Sædemanden
Lukas 8, 48: "Men da meget Folk kom tilsammen, og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse: der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. Og Noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voxte op med og kvalte det. Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundrede Fold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som haver øren at høre med, han høre!"
Naar en Sædemand her i vort Land gaar ud til sin Gjerning, gaar han gjerne ud paa en indhegnet Mark og saar sin Sæd i hver Revne og Plovfure: men i Østerland udgjøre Sædemarkerne gjerne en aaben og uindhegnet Strækning Land i Nærheden af en lille By. Denne Strækning er deelt i forskjellige Eiendomme, men der finder ingen synlig Adskillelse Sted imellem dem, med Undtagelse af nogle gamle Grændseskjel eller maaske nogle Rækker af Stene. Disse aabne Strækninger ere gjennemskaarne af Gangstier, de meest befærdede kaldes Landeveie. I maae nu ikke forestille Eder, at disse Landeveie have nogensomhelst Lighed med vore vel anlagte Veie; de ere kun nogenlunde nedtraadte Stier. Hist og her øiner man nogle Biveie, langs ad hvilke Rejsende, som ønske at undgaae den offendige Vei, kunne drage med nogen større Sikkerhed end ad Hovedvejen, da denne ofte hjemsøges af Røvere; Rejsende, der have Hast, bane sig selv en Gjenvei, og aabne saaledes nye Veie for Andre. Naar Sædemanden gaar ud at saae, finder han en Plet Jord, som er opkradset af den simple østerlandske Plov; der søger han nu at saae sin Sæd tættest; men der gaar en Sti tvers over Midten af hans Ager, og saafremt han ikke vil opgive et stort Stykke god Jord, nødsages han til ogsaa at kaste en Haandfuld Sæd ud over denne. Hist henne skyder en stor Sten frem midt i den pløiede Jord, og Sæden falder paa dens golde Jordbund. Her findes et Hjørne opfyldt af Rødder, Nelder og Tidsler, og han kaster en Smule ogsaa der; Sæden og Nelderne voxe op sammen, og da Tornene ere de stærkeste, kvæle de hurtig Sæden, saa at den ikke kommer til at frembringe nogen moden Frugt. Naar vi huske paa, at Biblen er skrevet i østerland, og at dens Billeder og Hentydninger ere forklarede os af østerlandske Reisende, vil dette hyppigt hjælpe os til en bedre Forstaaelse af en Sætning, end om vi tænkte paa europæisk Skik og Brug.
Evangeliets Prædikant ligner en Sædemand, han skaber ikke selv sin Sæd, den gives ham af den guddommelige Mester. Intet Menneske vilde være istand til at skabe om det saa var det mindste Korn, Jorden nogensinde har frembragt, langt mindre det evige Livs himmelske Sædekorn. Præsten gaar i Løndom til sin Herre og beder ham om at undervise sig i hans Evangelium, og saaledes fylder han sin Kurv med Rigets gode Sæd. Derpaa gaar han ud i sin Mesters Navn og udsaar den dyrebare Sandhed. Vidste han, hvor den bedste Jordbund var at finde, maaskee vilde han da indskrænke sig til den, som var bleven beredt ved Syndsbevidsthedens Plov; men eftersom han ikke kjender Menneskenes Hjerter, er det hans Gjerning at prædike Evangeliet for Alle - at kaste een Haandfuld paa det forfærdede Hjerte, og en anden paa det Sind, som er overgroet af Verdens Bekymringer og Glæder. Han maa overlade Sæden til den Herres Omsorg, som gav ham den, thi han er ikke ansvarlig for Høsten, han skal kun gjøre Regnskab for den Omsorg og Flid, hvormed han gjør sin Gjerning. Selv om ikke et eneste Ax nogensinde skulde komme til at glæde Høstmandens Hjerte, vil Sædemanden blive belønnet af sin Herre, som om han virkelig havde saaet den gode Sæd med omhyggelig Haand. Dersom denne Kjendsgjerning ikke var, med hvilken fortvivlet Dødsangst vilde vi da ikke udraabe med Esaias 1): "hvem troede det, vi havde hørt? og for hvem er Herrens Arm aabenbaret?"
Vor Pligt bestemmes ikke ved vore Tilhøreres Sindelag, men ved Guds Befaling. Det er vor Pligt at prædike Evangeliet, hvad enten Menneskene ville høre det eller de holde sig borte derfra, os tilkommer det at saae overalt. Lad Menneskenes Hjerter være som de ville, Præsten maa prædike Evangeliet for dem; han maa ligesaavel udsaae Sæden paa Klippen, som i Plovfuren, ligesaavel paa Landeveien, som paa den pløiede Ager.
Jeg vil nu henvende mig til de fire Slags Tilhørere, som omtales i Herrens Lignelse. Først og fremmest have vi dem, som fremstilles ved Veien, de som kun ere "Tilhørere"; dernæst dem, som betegnes ved den stenede Grund; det er de flygtigt paavirkede, hos hvem Ordet ingen varig Frugt frembringer; saa dem blandt Torne, som have været modtagelige for en god Paavirkning, men de bekymre sig for dette Liv, Rigdommens Blændværk og de verdslige Glæder kvæle Sæden; og saa endelig tilsidst, den lille Klasse - maatte det dog behage Gud at mangfoldiggjøre den overmaade! - den lille Klasse Tilhørere, der afgive den gode Jord, hos hvem Ordet frembringer overflødig Frugt.
I. Først henvender jeg mig til de Hjerter, der ere ligesom Veien: "Noget faldt paa Veien; og det blev nedtraadt, og Himlens Fugle aade det op." Mange af Eder gaae ikke til Guds Huus med det ønske at finde Velsignelse. Det er ikke Eders Hensigt, at dyrke Gud, eller at lade Eder paavirke af Noget af hvad I høre. I ligne Landeveien, der aldrig meentes at skulle blive en Sæde mark. Dersom en enkelt Sandhedskjærne skulde falde i Eders Hjerte og gro op der, vilde det være et ligesaa stort Under, som det er at see Korn voxe paa Gaden. Saafremt Sæden udsaaes med en duelig Haand, da vil ogsaa noget af det falde paa Eder, og forblive for en Stund i Eders Tanker. Ganske vist ville I ikke forstaae det; men ikke destomindre ville I, naar det forelægges Eder i en fængslende Fremstilling, tale om det saalænge, indtil en ny, mere aandsbeslægtet Underholdning drager Eder derfra. Selv denne ringe Nytte er kun lidet varig, thi om kort Tid ville I have glemt alt, hvad I have hørt. Gud give vi turde hengive os til det Haab, at vore Ord ville blive hos Eder, men vi kunne ikke tro det, thi Bunden i Eders Hjerter er saa nedtraadt af den evindelige Færdsel, at der ikke er Haab om, at Sæden vil finde noget Sted, hvor den kan fæste Rod, Satan vandrer idelig over Eders Hjerte med hele sit Følge af Gudsbespottelser, Lyster, Løgn og Forfængelighed, Stolthedens Triumfvogn kjører hen over det, og Pengegridskheden træder det ned med sine Fødder, indtil det bliver saa haardt som Diamant. Ak! al den gode Sæd, den har intet øjeblik Fred; Skarer gaae frem og tilbage over den; Eders Sjæl er tilvisse en Børs, hvor deres travle Fødder, som drive Handel med Menneske Sjæle, skyndsomst ile ud og ind. I kjøbe og sælge, men I tænke kun lidt paa, at I sælge Sandheden, og at I kjøbe Eders Sjæls Fordærvelse. I have ingen Tid, sige I, til at tænke paa Religionen. Nei, Eders Hjertes Vei er en befærdet Landevej, hvor der ingen Plads er for Hveden til at gro i. Om den end begyndte at spire, saa vilde en eller anden raa Fod nedtræde de grønne Spirer forinden de kunde blive fuldkommen udviklede. Sæden kan undertiden ligge længe nok, til at begynde at spire, men saa har der netop viist sig en ny Udsigt til Fornøjelse; i ilede derhen, - og Livsspiren, som var gjemt i Sædekornet, blev nedtraadt som med en Jernhæl. Der kan intet Korn voxe hverken i Cornhill eller Cheapside, hvor fortræffelig Sæden end monne være. Eders Hjerter ligne netop saadanne befærdede Landeveie; Bekymringer og Synder stimle sammen der, og saamange stolte, forfængelige, onde, oprørske Tanker imod Gud gaae derigjennem, saa at Sandhedens Sæd ikke kan komme til at gro.
Vi have betragtet denne haarde Vei, lad os saa tænke paa, hvad der bliver af det gode Ord, naar det falder i et saadant Hjerte. Det vilde være groet op, dersom det var faldet i den rette Jordbund, men det er faldet paa urette Sted, og det bliver liggende der, ligesaa tørt, som det kom af Sædemandens Haand. Evangeliets Ord bliver liggende paa Overfladen af et saadant Hjerte, men trænger aldrig ind i det. Ligesom Sneen i vore Gader falder ned paa den vaade Steenbro, smelter og er borte med det samme, saaledes gaar det dette Menneske. Ordet faar ikke Tid til at blive levende i hans Sjæl; det ligger der et øieblik, men det slaar aldrig Rod eller gjør det mindste Indtryk.
Hvorfor komme Menneskene for at høre, naar Ordet aldrig trænger ind i deres Hjerter? Det har ofte sat os i Forundring. Nogle Tilhørere ville ikke paa nogen Maade blive borte fra Kirkerne om Søndagen, men ere henrykte ved at samles med os ved Gudstjenesten, og dog vædes deres Kind aldrig af nogen Taare, deres Sjæl svinger sig aldrig op mod Himlen paa Lovsangens Vinger, heller ikke tage de Deel med os i vor Syndsbekjendelse. De tænke ikke paa den tilkommende Dom, eller paa deres Sjæles fremtidige Skjæbne. Deres Hjerte er af Jern; en Præst kan ligesaa godt tale til en Steendynge, som prædike for dem. Hvad er det, der bringer disse uforstandige Syndere herhen. Vi kunne tilvisse gjøre os ligesaa meget Haab om at omvende Løver og Leoparder, som disse utæmmede, ufølsomme Hjerter. O, Følelse! Du er flygtet hen til vilde Dyr, og Menneskene have mistet deres Fornuft! Mon disse Folk virkelig skulde begive sig til vore Forsamlinger, blot fordi det seer saa agtværdigt ud at bivaane en Gudstjeneste? Eller mon deres Komme hjælper dem til at føle sig mere tilpas i deres Synder? Dersom de blev borte, vilde Samvitigheden maaske nage dem; men de komme herhen forat de kunne smigre sig selv med at være gudfrygtige. O, mine Tilhørere! Eders Stilling er en saadan, at den kunde bringe Engle til at græde! Hvor sørgeligt at see Evangeliets Sol skinne paa Eders Ansigt og vide, at I desuagtet ere blinde, saa at I aldrig see Lyset. Den himmelske Musik er spildt paa Eder, thi I have ingen øren at høre med. I forstaae at opfange en smuk Vending i en Sætning, I vide at paaskjønne en Lignelses poetiske Værd, men den skjulte Mening, det guddommelige Liv fatter I ikke. I sidde ved en Bryllupsfest, men I nyde intet af de herlige Retter; Himlens Klokker kime at Glæde over gjenløste Sjæle; men I leve som uigjenløste, uden Gud og uden Kristus. Endskjønt vi gaae i Rette med Eder, bede for Eder, og græde over Eder, saa blive I fremdeles ved at være ligesaa forhærdede, ligesaa ligegyldige og tankeløse, som nogensinde før. Maatte Gud dog have Medlidenhed med Eder, og gjennembryde Eders haarde Hjerter, at hans Ord maa bo hos Eder.
Vor Fremstilling er dog endnu ikke fuldstændig. Vor Text siger, at Himlens Fugle aade Sæden op. Er her en af de Tilhørere, der ere som Veien, tilstede? Maaskee var det slet ikke hans Agt at høre denne Prædiken, og naar han har hørt det, vil han strax efter blive opfordret af en og anden Ugudelig til at gjøre ham Selskab. Han vil følge Fristeren, og den gode Sæd vil blive opædt af Himlens Fugle. Der gives fuldtop af onde Væsener, som ere rede til at borttage Evangeliet af Hjertet. Djævelen selv, denne Luftens Fyrste, er til alle Tider begjærlig efter at bortsnappe en god Tanke. Desuden er Djævelen ikke ene - han har Legioner Medhjælpere. Han kan sætte et Menneskes Hustru, Børn, Venner, Fjender, Bekjendte eller Kreditorer til at opæde den gode Sæd, og de ville gjøre det tilgavns. O jammer paa Jammer! at tænke sig, at den himmelske Sæd skulde blive til Føde for Djævelen! at Guds Sædekorn skal være Føde for dovne Fugle!
O, mine Tilhørere! dersom I have hørt Evangeliet fra Ungdommen af, hvilke Vognmandslæs af Prædikener ere da ikke blevne spildte paa Eder! I yngre Dage hørte I Pastor den og den, og den kjære gamle Sjæl pleiede at bede for sine Tilhørere saalænge, indtil hans øjne vare røde af Graad! Huske I alle disse mange Søndage, hvor I sagde til Eder selv: "lad mig gaae ind i mit Kammer, kaste mig paa mine Knæ og bede?" Men I gjorde det ikke: Himlens Fugle aade Sæden op, og I vendte tilbage til Synden, saaledes som I havde gjort tidligere. Fra den Tid af undlade I, ved en besynderlig Tilskyndelse, næsten aldrig at komme til Guds Huus; men nu falder Evangeliets Sæd i Eders Sjæle ligesom paa et Jerngulv, og der udrettes intet derved. Udtordnes Loven imod Eder, da haane I den vel ikke, men den gjør aldeles ingen Virkning paa Eder. Jesus Kristus lovprises, hans dyrebare Vunder fremstilles, hans udstrømmende Blod kan rinde lige for Eders øine, I opfordres paa det indstændigste til at see hen til ham og leve; men det er ganske som om man saaede ved Strandbredden: Hvad skal jeg gjøre for Eder? Skal jeg staae her og udgyde Taarer paa denne steenhaarde Landevei? Ak! mine Taarer ville ikke opbløde den, dertil er den traadt altfor haardt til. Skal jeg hente Evangeliets Plov? Ak! Piovjernet vil ikke trænge igjennem en saa fast Bund. Hvad skulle vi gjøre? O Gud, Du forstaar at smelte selv det haardeste Hjerte ved Kristi dyrebare Blod. Gjør det, i dette Nu, vi bønfalde Dig, og forøg saaledes Din Naade, idet Du bevirker, at den gode Sæd maa leve og frembringe en himmelsk Høst!
II. Jeg vender mig nu til den næste Klasse Tilhørere: "og Noget faldt paa en Klippe, og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske." I kunne let forestille Eder dette Stykke Klippe, midt i Ageren, tyndt belagt med Jord; og Sæden falder naturligviis ogsaa der, ligesom andetsteds. Det spirer, skyder hurtig iveiret, visner og dør. Ingen uden de, som elske Menneskenes Sjæle, kunne sige, hvormeget Haab, hvormegen Glæde og hvormegen bitter Skuffelse disse stenede Steder have foraarsaget os. Vi have en Klasse Tilhørere, hvis Hjerter ere haarde, og som dog - tilsyneladende idetmindste - ere de blødeste og meest modtagelige Mennesker. Imedens andre Mennesker slet Intet see i Prædikenen, græde disse Mennesker. Hvad enten Du prædiker om Lovens Rædsler eller om Golgathas Kjærlighed, ere de lige bevægede i deres Sjæle, og de have tilsyneladende modtaget de meest levende Indtryk. Saadanne lytte maaskee nu ogsaa til her. De have taget en Beslutning, men udsat at handle derefter til en anden Dag. De ere ikke af Guds haardnakkede Modstandere, klæde sig ikke i Staalpandser, de synes tværtimod at blotte deres Bryst og vise det aabenlyst frem for den Guds Tjener. Glade afskyde vi vore Pile imod dem, og de synes at trænge ind; men ak! et skjult Harnisk byder alle Pile Trods, og intet Saar viser sig. Lignelsen omtaler 2) et saadant Sindelag paa følgende Maade: "Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord." Eller, som et andet Sted 3) forklarer: "og disse ligne det, som var saaet paa stenet Grund; hvilke høre Ordet og modtage det strax med Glæde; men de have ingen Rod i sig, og blive kun ved til en Tid; men naar Trængsel og Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges de strax." Have vi ikke Tusinder af Tilhørere, som modtage Ordet med Glæde? De have ingen dyb Følelse af Synd, men de løbe strax hen til Kristus og bekjende en øieblikkelig Tro paa ham, og denne Tro har hele Udseendet af at være ægte. Naar vi betragter den, har Sæden virkelig spiret. Der er et Slags Liv i den, der er tilsyneladende en grøn Spire. Vi takke Gud, at Synderen er vendt om, at en Sjæl er født til Gud. Men vor Glæde er forhastet: de sprang pludselig op, modtoge Ordet med Glæde, fordi de ingen Dybde havde, og den samme Aarsag, som gjorde dem modtagelige for Sæden, foranlediger ogsaa, at naar Solen hæver sig og udstraaler sin fulde Varme da visne de. Saadanne Mennesker møde vi daglig. De komme for at slutte sig til Menigheden; de fortælle os en Historie om, hvorledes de have hørt os prædike ved denne eller hiin Leilighed, og - Ordet var dem til saadan Velsignelse, de havde aldrig følt sig saa lykkelige i deres Liv! "O, min Herre, det var mig, som maatte jeg reise mig fra min Plads, da jeg hørte om den dyrebare Kristus, og jeg troede paa ham paa den Tid og paa det Sted; ja jeg er sikker paa, at jeg gjorde det" Vi udspørge dem da om, hvorvidt de nogensinde ere blevne overbeviste om Synd. Ja, det tro de jo nok; men en Ting er der, som de vide med Vished, nemlig at de føle saadan stor Glæde ved Religionen. Saa gjøre vi dem det Spørgsmaal: "Tro I, at I ville holde ud?" Det er de fuldkommen forvissede om, at de ville. Alting er blevet Nyt for dem. Og Alt dette saa pludselig. Vi spørge da, om naar den gode Gjerning er begyndt i dem, og komme til det Resultat, at den begyndte med det samme den endte, det vil sige, der fandt ingen forberedende Gjerning Sted, ingen Bearbeidelse af Jordbunden, men de sprang aldeles pludselig fra Død til Liv, ret som om en Ager blev dækket af Hvede ved et Trylleri. Maaskee optage vi dem i Menigheden; men naar en Uge eller to ere gaaede, ere de allerede ikke mere saa regelmæssige til at komme som forhen. Vi gjøre dem en mild Bebreidelse derfor, og saa forklare de, at de have mødt saa megen Modstand paa Grund af deres Tro, at de have seet sig nødsagede til at give lidt efter. Saa gaar der en Maaned til, og saa miste vi dem heelt. Aarsagen dertil er den, at man har leet af dem eller de have været udsatte for en Smule Modstand, og de ere vendte om igjen. Og hvad mene I saa, at Præsten føler derved? Han ligner den Huusbonde, som saae sin Ager grøn og blomstrende, men en Nats Frost ødelagde enhver Spire, og hans forventede Udbytte er borte. Præsten gaar til sit Kammer, kaster sig paa sit Ansigt for Gud og raaber: "jeg er bleven bedragen! de, som jeg havde omvendt, ere vankelmodige, deres Gudsfrygt er henvisnet som det grønne Græs." I det gamle Sagn fortælles der om Orfeus, at han besad en saadan Kunstfærdighed i at spille paa Lyre, at baade Træer og Stene maatte danse omkring ham. Det er en poetisk Opdigtelse, og dog er det samme undertiden hændet en og anden Ordets Tjener, at han ikke blot har glædet de Gudfrygtige, men at Mennesker, der ligne Stokke og Stene, formelig ere dandsede fra deres Pladser. Ak! de ere ogsaa fremdeles vedblevne at være Stok og Steen. Lyren er forstummet; Stokkene vendte tilbage der, hvor de voxede, og Stenene faldt af sig selv tungt til Jorden. Den Synder, der liig Saul opholdt sig iblandt Profeter, vender tilbage for at lægge Planer til Forbrydelser imod den Høieste.
Naar det er slemt at være en Tilhører af dem fra Veibredden, kan jeg ikke tro, at det er stort bedre at ligne Klippen. Ganske vist gjør denne anden Klasse af Tilhørere os større Glæde end den første. En vis Kreds samler sig altid omkring en ny Prædikant; og jeg har ofte tænkt som saa, at det var et Beviis paa Guds Godhed, at han tillader disse Folk at samle sig i Begyndelsen, medens Præsten er ung og kun har faae, der slutte sig til ham; disse Mennesker ere let bevægelige, og dersom Præsten prædiker med Nidkjærhed, saa føle de det og skjænke ham deres Kjærlighed, og slutte sig sammen omkring ham til stor Trøst for ham. Men Tiden, som prøver Alt, prøver ogsaa dem. De syntes at være dannede af ægte Metal; men da de bleve lagte i Ilden for at prøves, smeltede de i Ovnen. Nogle af den mere overfladiske Slags er tilstede her. Jeg har iagttaget Eder medens jeg prædikede, og jeg har ofte tænkt: "dette Menneske vil med det første vende Verden Ryggen, det er jeg vis paa." Og jeg har takket Gud for ham. Ak, han er bestandig den samme. Aar ud og Aar ind have vi tilsaaet hans Hjerte, men forgjæves, og det er at befrygte, at det vil blive saaledes ved indtil Enden, thi han er uden Dybde og savner Aandens Væde. Skal det blive saaledes ved? Skal jeg staae foran Eders aabne Grav og tænke: "her ligger en grøn Spire, der aldrig naaede at sætte Ax, et Menneske, i hvem Naaden kæmpede, men aldrig fik Overhaand, som gjorde nogle krampagtige Bevægelser, der tydede paa Liv, og derpaa sank han hen til den evige Død?" Gud forbarme sig over Eder. O! maatte dog den Helligaand stride eftertrykkelig med Eder, og maatte I dog - ja netop I! - frembringe Frugt for Gud, paa det at Kristus maa have nogen Løn for sine Lidelser!
III. Den tredie Klasse vil jeg behandle i al Korthed, og maatte den Helligaand skjænke mig Kraft til at kæmpe trofast med Eder. "Og Noget faldt midt iblandt Torne; og Tornene voxte op med og kvalte det." Nuvel, denne Jordbund var god. De to første Arter vare slette; Veikanten var ikke noget passende Sted, og Klippen afgav ikke nogen heldig Jordbund for nogensomhelst Plantes Væxt; men denne Jordbund er god, thi der gror Torne. Hvorsomhelst en Tidsel skyder frem og blomstrer, der vil ogsaa Hveden kunne trives. Denne Jordbund var feed og frugtbar; det var derfor intet Under, at Huusbonden udkastede Sæden rigelig der, han kastede den ene Haandfuld efter den anden ud over Agrene. See hans Glæde, naar han en Maanedstid eller to senere atter besøger Stedet. Sæden er kommet op. Rigtignok staar der en mistænkelig lille Plante ved Siden af, den seer omtrent ud som Hveden. "O," tænker han, "det har vist ikke noget at sige, Kornet vil nok voxe fra den. Naar Kornet bliver stærkere, vil det nok kvæle den Smule Tidsler, som uheldigviis er blevet blandet sammen med det." Ak, min gode Mand, Du kjender ikke det Ondes Magt; ellers vilde Du ikke nære saadanne Forhaabninger! Saa kommer han om nogen Tid igjen, Sæden er voxet, der har endog dannet sig Korn i Axet: men Tidslerne og Tornene ere nu heelt sammenvoxede, og den stakkels Hvede faar næppe en eneste Solstraale. Den er saa belemret af Torne allevegne, at den seer ganske guul ud: Planten omkommer af Mangel paa Næring. Dog gror den fremdeles, og det synes, som vilde den frembringe en lille Smule Frugt. Ak, det bliver aldrig til Noget; Høstmanden kommer aldrig til at bære det hjem i sine Arme.
Af denne Klasse findes der overmaade Mange iblandt os. Disse høre Ordet og forstaae ogsaa, hvad de høre. De tage Sandheden hjem med sig; de tænke over den; de gaae endog saa vidt, at de bekjende deres Tro. Hveden synes at spire og sætte Ax; den vil snart være fuldt udviklet. Men hav ikke for stort Hastværk! disse Mænd og Kvinder have saa grumme meget for, de have store Foretagender at tage vare paa, deres Forretning beskjæftiger mange hundrede Hænder; og deres Gudsfrygt - lad Dig ikke skuffe af den! det er Noget, de ingen Tid have til. De ville fortælle Dig, at de maae leve; de kunne ikke forsømme denne Verden, de maae agte paa det nærværende; og hvad det tilkommende angaar, ville de snarest mulig henvende den fornødne Opmærksomhed derpaa. De vedblive at give Agt paa Evangeliets Prædiken, og deres Gudsfrygts lille stakkels vantrevne Plante kan paa en vis Maade siges at trives. Imidlertid ere de blevne rige, de komme nu kjørende til Guds Huus i deres egen Vogn, de har alt hvad et Hjerte kan begjære. Ja, nu vil Sæden da ret voxe! ikkesandt? Nei, Nei! de ere nu fri for Bekymringer, de have hævet deres Handel, de leve paa deres Landsted og behøve ikke at spørge: "hvor skulle vi faae Penge fra til at betale de næste Regninger med?" eller: "hvordan skulle vi dog blive istand til at sørge for den voxende Familie?" Nu have de altfor meget istedetfor altfor lidet, thi de have ligefrem Rigdom og ere altfor velhavende til at være gode. "Men", siger En eller anden, "de burde dog anvende deres Rigdomme paa Guds Sag." Ganske vist, det burde de, men det gjøre de ikke, thi Rigdom er svigagtig. De skulle holde stort Huus, og samstemme med Verden, derfor blive Kristus og hans Menighed ladte i Stikken.
Ja, men nu begynde de at uddele af deres Rigdom, og de ere sikkert komne ud over denne Vanskelighed, thi de skjænke betydelige Gaver for Kristi Sags Skyld, og de give rigelig til de Fattige; den lille Spire vil altsaa nu voxe, ikke sandt? Nei, thi betragt nu engang Glædens Torne. Deres Rundhaandethed imod Andre indbefatter Rundhaandethed imod dem selv; deres Fornøjelser, Adspredelser og Forfængelighed kvæler den sande Gudsfrygts Hvede: Evangeliets Sandheds gode Sæd kan ikke voxe paa Grund af, at de saa skulle deeltage i den Koncert, saa i dette Bal eller hiint Aftenselskab, og som en Følge deraf kunne de ikke tænke paa de Ting, som høre Gud til. Jeg kjender adskillige af denne Slags. Jeg kjender En, der er høit anseet i Hoffets Kredse, som har skriftet for mig, at han vilde ønske han var fattig, thi da kunde han indkomme i Himmeriges Rige. Han har sagt til mig: "Ak, min Herre, den Politik, den Politik! jeg vilde ønske jeg var vel fri for den, den udsuger mit Hjerteblod; jeg kan ikke tjene Gud, som jeg gjerne vilde." En Anden kjender jeg, ligeledes besværet af Rigdom, som har sagt til mig: "Ak, min Herre! det er en forfærdelig Ting, at være riig; man kan ikke holde sig nær til Frelseren med alt det Jordiske, der klæber ved os."
Ak! kjære Læsere, jeg vil ikke bede Gud kaste Eder paa et Sygeleie, eller at han vil berøve Eder al Eders Velstand og bringe Eder til Bettelstaven; men om han gjorde det, og I derved frelste Eders Sjæle, saa vilde det være et godt Bytte, I gjorde. Dersom hine anseete Mennesker, som nu beklage sig over, at Tornene kvæle den gode Sæd, blot kunde opgive al deres Rigdom og deres Fornøielser, dersom de, som hver Dage leve i Herlighed og Glæde, kunde indtage Lazarus' Plads ved Døren, det vilde være en lykkelig Forandring for dem, ifald de derved frelste deres Sjæle. Dog et Menneske kan være anseet og riig, og alligevel komme i Himlen; men det er et vanskeligt Stykke Arbeide, thi "det er lettere, at en Kameel gaar igjennem et Naaleøie, end at en Riig kommer ind i Guds Rige." 4) Gud tilsteder nogle rige Mennesker Adgang til Himmeriges Rige, men det er en haard Kamp, de maae bestaae. Saa sagte, min unge Mand, saa sagte! Forhast Dig ikke for at opnaae Velstand! Paa det Punkt er det løbet rundt i Hovedet paa Mange. Beed ikke Gud om Popularitet, de der have opnaaet den, ere trætte deraf. Raab med Agur: "giv mig hverken Armod eller Rigdom«. 5) Gud give mig, at jeg maa gaae den gyldne Middelvej, og at jeg altid i mit Hjerte maae bevare den gode Sæd, som skal bære hundredfold Frugt til hans Ære.
IV. Jeg vil nu slutte med den sidste Slags, nemlig den gode Jord. Læg Mærke til, at den gode Jordbund er kun een af fire. Mon da en Fjerdepart af vore Tilhørere ville modtage Ordet i et vel forberedt Hjerte?
Jorden beskrives som "god": ikke just fordi den af Naturen var god, men den var bleven det ved Naaden. Gud havde pløiet den; han havde oprevet den med Syndsbevidsthedens Plov, og der laae den da i Rader og Furer, som den skulde ligge. Da Evangeliet saa prædikedes, modtog Hjertet det, thi Mennesket sagde: "dette er netop den Velsignelse, jeg trængte til. Naaden er det, en nødlidende Synder forlanger." Evangeliets Prædiken var det, der skulde bringe denne oprevne og gjennempløiede Jordbund Lindring og Trøst. Den gode Sæd faldt ned i den for at fæste god Rod. I nogle Tilfælde frembragte den en glødende Kjærlighed, udvidede Hjertet og bragte Sjælen til at tragte efter ædle Formaal, liig den Sæd, der bar hundredfold Frugt. Dette Menneske blev en vældig Herrens Tjener, han hengav sig selv og blev givet hen. Han indtog sin Plads i Kristi Hærs Fortrop, var altid med, hvor Kampen var hedest og udførte Bedrifter, som Faae vilde kunne gjøre ham efter. Sæden bar hundredfold Frugt. Den faldt i et andet Hjerte af lignende Natur; dette Menneske formaaede ikke at udrette det største, men han udrettede dog meget. Han gav sig hen til Gud, og i al sin Travlhed havde han en Tanke tilovers for sin Herre; ved sin daglige stille Vandel prydede han Guds sin Frelsers Lærdom 6) - han bar tredsindstyvefold Frugt. Saa faldt den paa en anden, hvis Evner og Talenter kun vare faae; han kunde ikke blive nogen Stjerne, men han vilde være en Sankt Hansorm; han kunde ikke udrette det, de største kunde, men han nøiedes med dog at gjøre Noget, om det end var ringe. "Sæden har hos ham baaret ti Fold, maaskee tyve Fold Frugt. Hvormange er der tilstede her af denne Slags? Findes der En, som beder ved sig selv: "Gud vær mig Synder naadig?" Da er Sæden falden paa rette Sted. O kjære Sjæl! Din Bøn er hørt! Gud lader aldrig et Menneske længes efter Naaden, uden at det er hans Hensigt, at give ham den. Maaskee en anden hvisker: "O, maatte jeg dog blive frelst?" Tro paa den Herre Kristus og da skal Du, just Du, blive frelst! Har Du end været den største af alle Syndere, forlad Dig paa Kristus, og Dine talløse Synder skulle forsvinde ligesom en Møllesteen synker tilbunds i Vandet. Er der Ingen her, som vil forlade sig paa Frelseren? Kan det være muligt, at den Helligaand er ganske fraværende? at den ikke rører sig i en eneste Sjæl og skjænker Liv til en eneste? Vi ville bede til Gud, at den maa dale ned nu paa dette Sted, paa det at Ordet dog ikke maa være talet forgjæves!
1) Es. 53, 1.
2) Matth. 13, 5.
3) Matth. 13, 20-21.
4) Mark. 10, 25.
5) Ordspr. 30, 8.
6) Tit. 2. 10.
|